Glædelig jul 2021 til alle fra Syngedrengene

Efter to veloverståede julekoncerter 14.12.21 og 15.12.21 kan Syngedrengene nu holde juleferie fra dagligdagen i skole og korprøver.
Indtil videre er det planen, at drengekoret synger til alle julegudstjenesterne i Vor Frue Kirke, Assens – dog med forbehold for smittereducerende tiltag, der måtte blive besluttet efter denne tekst skrives.

Efter korets rejse til Malaga i efterårsferien 2021 sagde drengene farvel til deres vellidte mangeårige korleder, Finn Pedersen, som er flyttet nærmere sine ‘egne’ børn på Sjælland og er ansat som organist i St. Heddinge på Stevns.

Efterårets arbejde i koret har været præget af corona-aflysninger, corona-tests, coronasmitte … og heldigvis også af dejlige stunder med sang og korprøver sammen med kammeraterne. Under konstitueret korleder Niels Thåstrups kyndige ledelse lykkedes det at få alle i hus til julekoncerterne, lige inden samfundet ser ud til at skulle lukke mere ned … igen.

På bagsiden af programmet til julekoncerterne har Niels Thåstrup skrevet denne meget fine beskrivelse af drengekorets dagligdag ‘bag kulisserne’, hvor musikpædagoger varetager sangundervisning, hørelære og klaverspil i samarbejde med Assens Musikskole.

Efter nytår skal drengene (forhåbentlig!) tilbage til et frisk og nyt kor-år. I januar måned er Niels Thåstrup tilbage som korleder i nogle uger, inden han igen skal koncentrere sig om sit ‘rigtige job’ som leder af Assens Musikskole.

Pr. 1. februar 2022 begynder et nyt afsnit i Syngedrengenes snart 166-årige eksistens, idet domkantor og organist Morten Bunk fra Ribe Domkirke er ansat som organist og kantor ved Vor Frue Kirke og organist i Gamtofte Kirke.

Drengene har allerede mødt Morten Bunk i forbindelse med ansættelsesproceduren, hvor han skulle prøvedirigere drengekoret. Indtil videre kan man læs lidt mere om den ny korleder på assenskirke.dk.

Syngedrengene ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!