Archive: Koncertrejse til Island 2015

Fra 28. juni til 5. juli rejser Syngedrengene til Island på koncertturné.

 

De ca. 40 drenge og mænd giver koncerter i Landakirkja på Vestmannaeyjar 30.6., i Sellfoss kirke 2.7. og i Grafarvogskirkja i Reykjavik 4.7.

Søndag 5.7 deltager de i gudstjenesten i Reykjaviks monumentale Hallgrímskirkja.

 

Mellem koncerterne får drengene mulighed for sightseeing i det smukke nordiske broderland.

Den gyldne cirkel, hvalsafari på Vestmannaeyjar, Reykjavik og andre skønne oplevelser venter koret, foruden frisk luft og dejlige oplevelser.
Vestmannaeyjar har en helt særlig betydning for koret, idet faderen til to af drengene er født og opvokset på øerne – og ældste dreng er født der og døbt i Landakirkja, hvor koret skal give koncert.

 

 

 

 

 

 

Med i bagagen har Syngedrengene etkoncertprogram med dansk musik fra Chr.IV´s hofkomponist Mogens Pedersen (1600-tallet) og frem
til vore dage.

150-års fødselaren Carl Nielsen, der netop i disse dage fejres over alt i landet er naturligvis også repræsenteret med både salmer og sange.

Foruden de danske værker er der også en afdeling med europæisk kirkemusik – kendte korklassikere fra renæssancen og frem: Palestrinas ”Sicut Cervus”, César Francks ”Panis Angelicus”, Mozarts ”Ave Verum” og John Rutters ”The Lords Blessing”.

Korleder Finn Pedersen skal som sædvanlig dirigere koret. Pianist Irina Natius rejser med som akkompagnatør. Irina Natius er et velkendt ansigt for mange af de Syngedrengene, da hun underviser mange af dem i Assens Musikskole.

Koncerterne holdes som følger:

Tirsdag 30.6 kl. 20.00 Landakirkja, Vestmannaeyjar

Torsdag 2.7. kl. 18.00 Selfoss Kirke, Selfoss

Lørdag 4.7 kl. 18 Grafarvogskirkja, Reykjavik

Der er gratis adgang til koncerterne.