Klassiske korkoncerter tværs over Lillebælt med to jubilerende drengekor
Lillebælts-området fyldes med skønne toner og smukke stemmer første weekend i juni, når der afholdes korkoncerter i Fredericia lørdag d. 4. og i Assens søndag d. 5. juni.
I 2016 kan Christianskirkens Drenge- og mandskor, Fredericia fejre 50-års jubilæum. Samtidig fejrer Syngedrengene ved Vor Frue Kirke, Assens 160-års jubilæum. De to kor er blandt de mest ambitiøse drengekor i Danmark og har med succes slået sig sammen ved tidligere lejligheder i forbindelse med opførelser af større værker for kor, solister og orkester.
Et af jubilæumsarrangementerne bliver fælles korstævne med afsluttende koncerter i hver af de to hjemkirker i henholdsvis Fredericia og Assens. Stævne og koncerter støttes med kr. 25.000 fra Oticon-fonden.
Jubilæums-koncerterne har fokus på ”Barok-Highlights” fra tidligere fællesopførelser, og der venter publikum en smuk og betagende oplevelse med bl.a. Vivaldis ”Gloria” samt satser fra Bachs og Händels korværker, herunder det brusende ’Halleluja’-kor fra Händels ”Messias”.
På orkestersiden vil BaroqueAros, et af Danmarks mest anerkendte barok-ensembler, ledsage de to kor. Begge kor samarbejder ofte med BaroqueAros til glæde for både koncertgængere og korsangere.
Operasanger Kristine Eiler Ernst synger sopransolo til Vivaldis ”Gloria”. Koncerterne dirigeres af Syngedrengenes korleder Finn Pedersen.
Koncerterne afholdes som følger:
Lørdag d. 4. juni kl. 19.00 i Christianskirken i Fredericia. Entré kr. 50. Børn og studerende gratis adgang.
Søndag d. 5. juni kl. 16.00 i Vor Frue Kirke i Assens. Entré kr. 80. Børn og studerende gratis adgang. Billetter til koncerten i Assens kan købes i forsalg online på http://billetten.dk/event/58391
Christianskirkens Drenge- og Mandskor fra Fredericia og Syngedrengene ved Vor Frue Kirke fra Assens er begge faste kirkekor ved deres respektive kirker og opbygget efter engelsk forbillede med fire stemmer: sopraner, alter (kontratenorer), tenorer og basser. Begge kor arbejder på et seriøst og ambitiøst niveau med deres sangere og synger et repertoire med fokus på den danske salmetradition og klassisk musik i øvrigt.
Syngedrengene har omkring 45 medlemmer i alderen mellem 9 og 22 år. Drengene optages i koret efter et års korskole. Christianskirkens Drenge- & Mandskor består af ca. 40 korsangere og har en tilhørende korskole med omkring 15 drenge.