Fredag d. 5. oktober sang Syngedrengene ved Vor Frue Kirke i Assens årets første Evensong-gudstjeneste, som trak fulde huse. En ny stor årgang korsangere mellem 9 og 11 år deltog for første gang. Alle iklædt de nye flotte veste, som tidligere på året blev indkøbt med hjælp fra 10.000 kr. fra Fynbo-Fonden.
Ved fredagens Evensong var der atter fint og gavmildt besøg. Palle Sørensen fra Fynbo-Fondens bestyrelse overrakte endnu et beløb til Syngedrengene – 7.000 kr., således at hele vesteindkøbet nu er rundhåndet finansieret af Fynbo-Fonden.
Syngedrengenes korleder Finn Pedersen er meget rørt og glad over den flotte støtte til Danmarks ældste drengekor fra Fynbo-Fonden. Kontakten er kommet i stand gennem Støtteforeningen Syngedrengenes Venner, hvis bestyrelse gør en stor fundraising-indsats for at alle medlemmer af Syngedrengene, uanset baggrund, har økonomisk mulighed for at deltage i korets aktiviteter. Formand Ulla Bøggild ses på billedet sammen med Palle Sørensen fra Fynbo-Fondens bestyrelse.
10.000 kr. fra Fynbo-Fonden: Ny veste til sopranerne
Fine ny broderede veste og flotte butterflys – Syngedrengene har via Støtteforeningen Syngedrengenes Venner modtaget en donation på kr. 10.000 fra Fynbo-Fonden. Dermed blev der råd til at forny de yngste drenes kortøj inden Syngedrengenes sommerrejse til Tyskland i juli 2018.
Syngedrengene er meget taknemmelige for donationen, både over for giveren Fynbo-Fonden, og over for Støtteforeningen Syngedrengenes Venner, som har søgt om midlerne hos fonden.
Ved en velbesøgt Evensong på en smuk 4. maj aflagde Palle Sørensen fra Fynbo-Fonden visit for at høre koret i de nyleverede veste. Ulla Bøggild, formand fra Syngedrengenes Venner repræsenterede Støtteforeningen sammen med Ole Gundersen, der tog dejlige fotos.
Vestene er leveret fra Dansk Erhvervsbeklædning i Assens.