Hver eneste af syngedrengene – fra yngste til ældste – gør et stort stykke arbejde for at udvikle stemmen og de sangtekniske færdigheder. Foruden gudstjenester, to ugentlige korprøver, undervisning i musikteori, og fra 6. klasse i klaver, skal drengene gå til sangundervisning hos en professionel sangpædagog.
Syngedrengene har to faste sangpædagoger tilknyttet, der begge er uddannede operasangere. Kristine Eiler Ernst og Bo Horsevad underviser drengene enten enkeltvis eller i grupper med to-tre sangere en gang om ugen. Det er både klassisk kirkemusik og det mere moderne, drengene prøver kræfter med – og de fleste er endog meget begejstrede for sangundervisningen.
Sangundervisning af samtlige syngedrenge har været på programmet nu i 4 år, og det har været med til at løfte korets niveau betragteligt.