I anledning af 75-årsdagen for Danmarks befrielse sang to syngedrenge uden resten af koret. P.g.a. risiko for smittespredning af corona-virus er Syngedrengene som så mange andre kulturinstitutioner p.t. nedlukket.
Drengene savner at synge, både til korprøver, gudstjenester og koncerter. Ved tilladte kirkelige handlinger som begravelser og dåb har en enkelt eller et par af de ældste syngedrenge stået for kirkesang.
Folkekirken åbnes igen 18. maj. Endnu er det usikkert, om salmesang bliver en del af gudstjenesterne i Vor Frue Kirke i Assens lige foreløbig. Alle ser dog frem til en ny korsæson efter sommerferien, hvor der forhåbentlig bliver grønt lys til at få samlet hele drengekoret igen!
På videoen herunder synger to af de ældste syngedrenge Andreas og Daniel “Danmark Frit” i anledning af 75-årsdagen for Danmarks befrielse 5. maj 1945. Korleder Finn Pedersen akkompagnerer. Ole Gundersen fra Vor Frue Kirkes menighedsråd har lavet videoen, hvor der også er smukke forårsbilleder fra Assens og omegn.
Sangen med tekst af Mads Nielsen og melodi af Mathias Christensen er måske bedre kendt som “En lærke letted'”. “Lærken er et symbol på Danmark, men er også brugt som symbol på forårets komme”, skrives der på Højskolesangbogens hjemmeside, og måske derfor er Mads Nielsens sang blevet en af de sange om befrielsen, som synges hvert år.